Naturens vitaminer

Hej læsere 🙂 I dette indlæg vil jeg fortælle jer om min dag igår (søndag) 🙂

Jeg har haft en periode på cirka en uge, hvor jeg har været så død træt og kørt ned for energi. Jeg er dybt påvirket i dagligdagen, af generne fra min nakke 🙁 Jeg tror at min krop bruger ufatteligt meget energi på, at holde smerterne ud, så derfor er der næsten ikke mere energi tilbage til alt andet…. Jeg har mange dårlige dage lige nu, men IGÅR, da jeg vågnede -kunne jeg mærke en energi.

En energi jeg ikke havde følt længe. Jeg trængte bare til at komme ud, ud at gå eller løbe. Jeg savner mit tidligere JEG, hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville, når som helst. Jeg savner at have lange gå ture i skoven og de der løbe-ture der næsten dræber mig……. Så da jeg ENDELIG vågnede op, og kunne mærke min energi, for første gang i lang tid, så er det med at UDNYTTE DET!!! Jeg sprang op af sengen (eller rullede ud som jeg nu kan, haha) og fór direkte hen i skabet og tog kondi-tøjet på. Jeg spiste en hurtig omgang morgenmad og tog mine smertestillende.

Derefter på med løbe-skoene og musik i ørene. Afsted det gik…. Lige ud af landevejen i rabatten, med bilerne susende forbi. Jeg kunne mærke solens stråler mod min krop og vinden der susede ind i mig. Det er følelsen af FRIHED…… Jeg sugede alt ind. Jeg er i minus på den konto i forvejen, så jeg nød viiiiiiirkelig min tur denne gang, ud i det fri. Helt alene, bare mig, musikken og mine tanker. Musikken distraherede mig fra min tinitus og sjiiiiit det var en pause der har været tiltrængt lææææænge!!!

Jeg gik ind i skoven igennem en grus-vej, og fik øje på en bakke forude. Stemmen i mit hovede sagde LØB. Linette løb, du skal kunne løbe igen, du er nød til at prøve. Uden videre satte min krop igang med at lunte, for hvert skridt jeg kom op af bakken, kunne jeg tydeligt mærke hvordan mine fødder mod jorden, gav mig ‘stød’ signaler op i nakken og baghovedet. Det gjorde så ondt, men min indre stemme sagde ‘du stopper ikke før du er nået til toppen‘. Da jeg kom til toppen stoppede jeg op, og var næsten ved at give mig selv til at vræle. Jeg var glad og lettet over at jeg havde klaret det, og stolt af mig selv på samme tid. Næsten ved at dø af ilt-mangel og sveden løb af mig, min kondition har lidt utroligt under det her de sidste 4,5 måned.

Men derefter nød jeg resten af min skov-tur, jeg gik i et roligt tempo, lige som min krop kunne være med til. Jeg elsker naturen og kan blive så betaget af den nogle gange. Jeg føler mig heldig, at have så smuk natur lige omkring mig, og jeg værdsætter det virkelig. Beslutningen om at komme ud, var det bedste vitamin jeg overhovedet kunne få! 🙂